Livegenskab i Rusland

Livegenskab i Rusland var en central del af det russiske samfund i tiden frem til 1861, hvor livegenskabet blev afskaffet. Livegenskabet (крепостной крестьянин, translit.: (krepostnoy krest'yanin) omfattede bønder (landarbejdere og landarbejderenes familie) og indebar, at den livegne ^[a] var en ufri person, der kunne handles af jordens ejer i forbindelse med overdragelse af jorden. I modsætning til slaver kunne livegne ikke handles selvstændigt. Godsejerne havde således ikke ejerskab til de livegne, men havde ret til at pålægge de livegne at arbejde for godsejeren. Egentligt slaveri var kendt i Ruslands historie, men blev ophævet af Peter den Store i 1723.^[1] Datidens lovgivning, såsom Russkaja Pravda (fra 1100-tallet og senere) havde en detaljeret beskrivelse af forskellige grader af godsejernes feudale rettigheder i forhold til de til jorden knyttede bønder og disses familier.

Livegenskab blev den fremherskende form for relation mellem de russiske godsejere (adelen) og bønderne i landbefolkningen fra 1600-tallet. Livegenskab var mest udbredt i de centrale og sydige dele af Zar-Rusland og fra 1721 i det efterfølgende Russiske Kejserrige. Livegenskab i Ukraine og i andre områder, der var domineret af kosakker, i Ural og i Siberien var imidlertid en sjældenhed, indtil det under Katarina den Store (1762–1796) spredte sig til Ukraine, hvor godsejerne sendte deres livegne ind i kosak-områderne for at høste i de store uudnyttede områder.

Det var alene godsejere og den russiske stat, der havde ret til at eje livegne, men i praksis foretog private virksomheder handel med russiske livegne, der på trods af udgangspunktet om tilknytning til jorden (godset) blev solgt til nye ejere, ikke blot i Rusland men også i udlandet, eksempelvis i Persien og i Osmannerriget, hvor de blev solgt som "studerende" eller "tjenestefolk". Disse "studerende" eller "tjenestefolk" var i praksis ejet af velhavende personer, nogle gange endog velhavende livegne, der ikke var godsejere. Kejser Nikolaj 1. forbød handel med afrikanske slaver i 1842, selvom næsten ingen russere deltog i den afrikanske slavehandel, men russiske livegne blev fortsat købt og solgt.^[2][3]

Kejser Aleksandr 1. (1801-1825) ønskede at reformere systemet, men gik forsigtigt frem af hensyn til godsejerne, der var afhængige af de livegnes arbejdskraft. Aleksandr 1. ophævde alene livegenskabet i Estland, Livland (begge i 1816) og Kurland (i 1817). Ny lovgivning gav alle rangklasser - bortset fra livegne - ret til at eje jord, et privilegium, der tidligere var forbeholdt adelen.^[4] Kejser Aleksandr 2. ophævede livegenskabet i 1861 et par år senere end Østrig-Ungarn og andre tyske lande. Historikere har peget på flere årsager til ophævelsen, herunder frygt for større opstande blandt de livegne, den russiske regerings økonomi, ændring af kulturel opfattelse af livegenskabet og militærets behov for soldater.^[5]

Fodnotefejl: <ref>-tags eksisterer for en gruppe betegnet "lower-alpha", men der blev ikke fundet et tilsvarende {{reflist|group="lower-alpha"}}, eller et afsluttende </ref>-tag mangler

1. ^ Hellie, Richard (1982). Slavery in Russia, 1450-1725. University Of Chicago Press. s. 85. ISBN 9780226326474.
2. ^ "Serfdom". Arkiveret fra originalen 28. marts 2022. Hentet 4. februar 2022.
3. ^ «Наиболее сильный запрос был на красивых девушек» Как в России торговали соотечественниками ("Den stærkeste efterspørgsel var efter smukke piger" - Hvordan landsmænd blev handlet i Rusland).//Commersant 2017] - "20 мая 1842 года в России был опубликован указ «О предании суду и наказании Российских подданных, которые будут изобличены в каком-либо участии в торге неграми»." (Den 20. maj 1842 blev der udstedt et dekret i Rusland: "Om at tiltale og straffe russiske undersåtter, som vil blive afsløret i enhver deltagelse i negerhandlen."
4. ^ Susan P. McCaffray, "Confronting Serfdom in the Age of Revolution: Projects for Serf Reform in the Time of Alexander I", Russian Review (2005) 64#1 pp 1-21 in JSTOR
5. ^ Evsey D. Domar and Mark J. Machina, "On the Profitability of Russian Serfdom", (1984) p 919.